Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Anti-mobbehandlingsplan

Anti-Mobbehandlingsplan

På Hillerødsholmskolen er mobning uacceptabelt. Derfor er det vores mål at:

  • Alle klasser på alle årgange arbejder med forebyggelse af mobning gennem Cand.Selv.

  • Alle lærere handler øjeblikkeligt, når vedkommende bliver opmærksom på mobning eller optakt til mobning.

 

På Hillerødsholmskolen arbejder vi ud fra et gruppedynamisk syn på mobning. (Exbus.dk)

Vores mobbehandlingsplan er inddelt i to hovedafsnit: Et der omhandler forebyggelse, og et der omhandler indgriben, når mobning finder sted.

 

Forebyggelse af mobning:

 

For at forebygge mobning er det vigtigt at eleverne har en god fællesskabsfølelse i deres klasser. For at styrke klasserne er der brug for at elever, lærere og forældre samarbejder.

 

Vi forebygger mobning med disse tiltag:

  • Cand.Selv:

På Hillerødsholmskolen bruger vi Cand.Selv. Det er en måde at tale og arbejde sammen i klassen, som underbygger at alle respekteres. I Cand.Selv undervisningen arbejdes der med kultur og indbyrdes forventninger, og gængse normer. Læreren hjælper eleverne, så de kommer rundt om forskellige aspekter af livet i klassen, og læreren støtter også op omkring, at aftaler og ordensregler følges. Cand.selv timerne bruges også løbende til at tale om ting, der sker i klassen, samt til at eleverne er med til at skabe nye ideer og tiltag som kan styrke trivslen i klassen.

  • Trivselsundervisning:

Alle klasser bliver undervist i fælleskabskultur og i hvordan de som elever kan bidrage til at mindske mobning. På hvert klassetrin er der en række informationer og øvelser som alle klasser stifter bekendtskab med. Herunder hvordan man agerer i onlinefællesskaber. Under disse forløb lærer eleverne også, at mobning er uacceptabelt på Hillerødsholmskolen. 

  • Sociale arrangementer:

Hver klasse arrangerer i løbet af skoleåret en række ture og sociale arrangementer, som giver eleverne mulighed for at lære hinanden at kende i bred forstand. Forældrerådet opfordres tillige til at arrangere sociale arrangementer uden for skoletiden for alle klassens elever og forældre.

  • Aktivitetsgrupper:

I en periode hvert skoleår kan klassen have aktivitetsgrupper (kaldet legegrupper i indskolingen). Klasselæreren inddeler klassen i grupperne, og eleverne laver forskellige aktiviteter i disse grupper. Det kan være, at de leger/laver aktiviteter i nogle af pauserne, at de laver teambuilding i Cand.Selv eller noget lignende. På denne måde vil eleverne udvide deres kendskab til hinanden og få åbnet øjnene for andre i klassen end dem, de plejer at være sammen med.

Det er en god ide, at forældrene også opfordrer til legeaftaler med forskellige elever, og gerne inviterer et par stykker hjem ad gangen.

  • Tæt og dialogisk forældresamarbejde:

Det er afgørende at forældre og skole indgår i et tæt samarbejde, både i det forebyggende og hvis der opstår mobning. Hvis en mobbesituation opstår, kan den kun løses i fællesskabet - med deltagelse af både børn og voksne
 

  • Digital dannelse.

Der arbejdes på sikkerchat.dk (Red Barnet), og andre portaler, med materiale der passer til årgangen. Derudover er sikker færden online i fokus både Cand.Selv og i hverdagen.
Det er vigtigt at forældre har fokus på at understøtte og guide deres børn mht. deres færden online. 


Når mobning finder sted:

Når vi på skolen bliver opmærksomme på at mobning -eller optakt til mobning- finder sted, handler vi øjeblikkeligt på det.

Indsatsen kan deles op i følgende dele:

  • En handlingsplan (pædagogisk analyse) udfærdiges indenfor 10 dage efter mobningen kommer til skolens kendskab. (gerne i samarbejde med AKT/vejl.)

  • Observationer i klassen og vejledning af klassens lærere. (AKT, vejleder)

  • Samtaler med de implicerede, og evt. deres forældre. (Klasselærer/AKT)

  • Socialt arbejde med hele klassen. (AKT, klasselærer)

  • Fokus på sammenhold og nyt syn på hinanden

  • At tilskuere lærer at være med til at sige fra over for mobning.

  • AKT- indsats med undervisning imod mobning.

  • Øget fokus på digital adfærd.

  • Evt. samtaler med ledelsen, de implicerede og klassen.

  • Evt. mægling med skolens mægler (SSP).

 

Det er vigtigt at pointere, at disse indsatsdele kan bruges i forskellig rækkefølge og at hvert forløb skræddersys til den klasse og de elever, som det handler om. Nogle gange kan andre tiltag komme i spil.